< Tilbage

Til alle beboere - ejere som lejere27-09-2017 - 08:00

Nyhedsbrev september/oktober 2017 til alle beboere i Dronningens Vænge - ejere som lejere. 

 

Emnerne i nyhedsbrevet er hjemmesiden, bestyrelsens fokusområder i den nære fremtid, problemer med affaldsugeanlægget, nye Q-park skilte, oversigt over parkeringspladser samt indregulering af indvendig ventilation.

 

 

Kære alle beboere i Dronningens Vænge – ejere som lejere.

 

Tusind tak for det fine fremmøde og indsatsen ved den fælles arbejdsdag d. 10. september. Husk at tjekke de fine billeder fra dagen på vores nye hjemmeside.

 

Apropos hjemmeside: Først og fremmest en stor tak til Alfred i nr. 1, som har ydet en stor indsats med at få vores flotte hjemmeside op at køre. Hjemmesiden vil fremover være ankerpunktet for information til ejere og lejere om stort og småt i Dronningens Vænge. Mange af jer har allerede tilmeldt jer med en e-mail adresse, så I får en mail, når der er en nyhed på hjemmesiden. Tak for det, det gør vores informationsarbejde meget nemmere. I forhold til sidstnævnte er vi i bestyrelsen klar over, at informationsniveauet skal højnes og det er et af vores fokuspunkter.

 

Herudover har vi disse fokusområder for den nære fremtid:

  • Renovering/reetablering af vores grønne områder med så stor respekt som muligt for den oprindelige landskabsplan for området
  • Få overblik over nødvendige vedligeholdelsesarbejder og få planlagt udførelsen af disse
  • Etablering af et tættere og mere struktureret samarbejde mellem bestyrelserne i de tre ejerforeninger og hovedforeningen

Afslutningsvis lidt nyheder til jer om forskellige ting, som foregår lige nu:

 

Affaldsugeanlægget giver en os en del problemer for tiden. Problemerne kan deles i to årsager:

  • Affaldsskakterne er beregnet til bortskaffelse af husholdningsaffald. Desværre oplever vi igen og igen, at skakterne er stoppede, fordi der bliver smidt andet end husholdningsaffald ud. Fx er der i skakterne fundet bøjler, papkasser, lagner og andre ting, som er meget langt fra at være husholdningsaffald. Det koster store gener for alle beboere, når anlægget bliver stoppet, ligesom det faktisk også koster os ekstra penge i udbedring. Vær derfor rare at tænke meget nøje over, hvad I smider i affaldsskakten, som selvfølgelig skal være i aflukkede poser. Glas, papir, pap og andet godt, som ikke er husholdningsaffald, kan I smide ud i containerne ved materielgården.
  • Bundene i affaldstankene, som der er en af i kælderen i hvert punkthus plus en nedgravet tank udenfor nr. 11, er desværre i så dårlig stand, at vi har været nødt til at sætte et større vedligeholdelsesarbejde i gang. Inden længe bliver der skiftet tankbunde i nr. 3, 5, 7, 8, 9, 10 og 14. Herudover bliver hele tanken ud for nr. 11 gravet op og skiftet. Resterende tankbunde vil blive skiftet på et senere tidspunkt.

Q-Park skilte var der pludseligt kommet flere af, men de nye skilte er nu taget ned og kommer ikke op igen, da Q-Park ikke havde koordineret med hverken bestyrelse eller DEAS, at der kunne sættes flere skilte op. Der er ikke ændret i parkeringsreglerne.

 

Oversigt over parkeringspladser, dvs. hvilke pladser, som anvendes af hvilke lejligheder, har været svært at fremskaffe et entydigt billede af. Derfor vil I blive bedt om at fortælle hvilke p-pladser I har, så vi kan få lavet et samlet overblik. Målet er at få DEAS til at vedligeholde den nye oversigt over p-pladser.

 

Indregulering af indvendig ventilation er en opgave, som vi forventer sat i gang senere på året, da der ikke er ordentligt sug i en del lejligheder. Vær opmærksom på her, at kun emhætter beregnet til central udsugningsanlæg må installeres.

 

Bedste hilsner

Finn, Allan og Thomas

< Tilbage