< Tilbage

Fotos fra arbejdsdagen13-09-2017 - 11:17

Søndag den 10 september med sol og varme mødte ca. 50 beboere op til den årlige arbejdsdag for at forskønne vores eftertragtede paradis.

Finn Vestergaard nr. 11 bød velkommen og henviste til den opstillede tavle med arbejdsopgaver som alle kunne skrive sig på, alt efter evner og kræfter.

Annelise og Per Svendsen nr. 9 havde sørget for morgenbrød til den medbragte kaffe hvor det gode vejr gjorde stemningen ekstra god. Finn afbrød for at overrække en balje med øl til den arbejdende formand Max Voxted nr. 12 som tak for hans store indsats med renovering af bænkene i fælleshaven.


Efter morgenbordet gik alle i gang med opgaverne, Allan Juhl Jensen nr. 5 startede med at indfange herreløse jernheste med røde sløjfer på. Cykelparkeringerne blev fejet og lianerne i carportene blev klippet ned. Indgangspartier og opgange fik med en fugtig klud og thaibørste, bemærk stilen med en hund i snor. Vandskulpturen blev vasket og renset for alger, døde lavendler der stod i vand til halsen blev gravet op. Marmorskulpturen på savannen blev vasket og træerne fik alle vildskud klippet af. Buskene mod vest og legeplads blev frigjort for snerler og selvsåede træer fældet. Finn kørte i pendul med mange læs afklip og ukrudt til containerpladsen.


Efter den store indsats bød Annelise og Per igen på lidt til mave og hals i form af sandwich, øl, vin og vand hvor alle fortalte om deres hårde bedrifter og nød det gode vejr og samvær. 
Finn afsluttede og takkede for indsatsen.


Det var en dejlig og god måde at træffe hinanden på i sær for nye beboere. 

 

Referat og foto
Peter Andersen nr. 14

< Tilbage