< Tilbage

Information om valg af leverandør til ladning af el-biler23-06-2022 - 20:56

Generalforsamlingen besluttede d. 10. marts 2022 at etablere en el-lade infrastruktur for at fremtidssikre vores lejligheder og give adgang til at beboerne kan lade en elektrificeret bil på egen p-plads.

Siden har bestyrelsen arbejdet med at finde den bedste og billigste leverandør til at anlægge infrastrukturen og drive lade løsningen efterfølgende.

 

Vi er glade for at kunne informere om at bestyrelsen har indgået en aftale med Clever A/S om både at etablere el-installationen (infrastruktur), og om at levere og drive ladeudstyret.


Bestyrelsen har modtaget 4 tilbud på installation og drift, og det var en enig bestyrelse der valgte Clever A/S som både det billigste og det bedste tilbud. Herunder kan du læse mere om:

  • Hvem er Clever A/S
  • Hvorfor valgte bestyrelsen Clever A/S
  • Ofte stilllede spørgsmål (FAQ)

Vi forventer, at ejerne kan ibrugttage deres ladeudstyr i 4. kvartal i år, og det præcise tidspunkt vil vi naturligvis informere om når vi kender det. For beboere i nr. 2, 4 og 6 formentligt allerede i 3. kvartal.

 

I vores spørgeskemaundersøgelse fra 2021 svarede 18 beboere at de havde - eller planlagde at få - en elektrificeret bil i løbet af 2022 og 2023.

 

Vi har brug for at du bekræfter om det fortsat er planen, idet vi i første omgang opsætter ladere til de beboere der har en elektrificeret bil - eller har en plan om at få en i løbet af 2022 og 2023. (Herefter vil vi opsætte ladere hver 6. måned  efterhånden som beboere får en elektrificeret bil.)

 

Vi beder dig derfor besvare dette spørgeskema, hvor du bl.a. vil blive spurgt om

  •  Du allerede har en elektrificeret bil som skal lades?
  •  Du har en plan om at få en elektrificeret bil i løbet af 2022 eller 2023?
  •  Du forventer at du vil få en elektrificeret bil i 2024 eller senere?
  •  Du ikke har taget stilling, eller du ikke har planer om at skifte til en elektriceret bil?

Derudover vil vi spørge om du ønsker at betale anlægsudgiften som et engangsbeløb på kr. 10.000,- (som opkræves med fællesudgifterne 1 oktober 2022) eller med en månedlige opkrævning via fællesudgifterne på kr. 325,- ligeledes startende 1 oktober 2022.

 

Vi er glade for at det efter flere års forarbejde nu bliver muligt at lade sin bil i Dronningens Vænge, og bestyrelsen er overbeviste om at vi har valgt en løsning som er fremtidssikret, er let at bruge for beboerne, og som samtidigt er økonomisk fordelagtig.

 

Venlig hilsen
Bestyrelsen for E/F Dronningens Vænge

 


 

Hvem er Clever A/S

 

 

  • Clever er Danmarks mest erfarne udbyder af opladningsløsninger til det danske erhvervsliv og har været i gang siden 2009.
  • Clever ejes af energiselskaberne Andel og NRGi, der er andels- og forbrugerejede.
  • Clever har partnerskaber med Danmarks store leasing selskaber, som f.eks. LeasePlan, ALD, Nordania Leasing og Nordea Leasing.
  • Clever har partnerskaber med mere end 30 bilmærker i Danmark bl.a. VW, Audi, Skoda, Peugoet, Citroen, Toyota, Ford, Kia, Hyundai og Volvo.
  • Clever har den største markedsandel i Danmark (mere end 50%).
  • Clever har det mest udbyggede ladenetværk i Danmark både med almindelige ladere og lynladere langs motorvejene.

 

Hvorfor valgte bestyrelsen Clever A/S

 

  • Clever gav det økonomisk mest attraktive tilbud. Etableringen er 33% billigere end det næstbilligste tilbud vi modtog, og 47% billigere end det dyreste.
  • Clever tilbød os en model hvor der ikke er noget månedligt administrationsgebyr for beboeren.
  • Normalt koster det mellem kr 79,- og kr 99,- pr måned for at have en ladestander, mens det for os er gratis hos Clever.
  • Vi skal ikke købe ladestanderen hos Clever, men får den stillet gratis til rådighed. Det betyder at der kun er omkostningen til elektrikeren for at få den sat op og tilsluttet (ca. kr. 6.000,-).
  • Foreningen har ingen administration og risiko med Clever, fordi der etableres separate målere for den strøm som bruges til billadning. Det betyder at Clever afregner forbrugt strøm, og at kundeforholdet er mellem Clever og den enkelte beboer.
  • Løsningen belaster kun i begrænset omfang vores eksisterende strømforsyning. Nogle af de andre løsninger koblede populært sagt billadningen på vores eksisterende elforsyning, med risiko for at vi ville opleve begrænsninger i de kommende år.
  • Løsningen betyder at vi køber mere strømkapacitet til Dronningens Vænge. Det er også en investering i værdien af vores ejendomme. Selv når man indregner denne investering er den billigere end den næstbilligste.
  • Løsningen er skalerbar. Det vil sige at vi løbende kan udbygge efterhånden som flere beboere får en elektrificeret bil.
  • Clever er langt det største og mest udbredte netværk i Danmark, og giver beboerne en smidighed og nærhed til ladefaciliteter i hele Danmark.
  • Vi ejer infrastrukturen. Det vil sige at hvis vi ønsker at skifte til en anden leverandør kan vi opsige Clever og skifte til en anden leverandør.
  • Clever tilbyder både såkaldte flat-rate abonnementer (man betaler en fast pris pr måned og kan lade ubegrænset) og abonnementer hvor man betaler for forbrugte KwH

 

Ofte stillede spørgsmål (FAQ)

 

 

Hvad betyder denne løsning for min betaling?

 

Du skal fortsat betale kr. 10.000,- pr. 1/10-2022 eller kr. 325,- om måneden i 36 måneder (opkræves via  fællesudgifterne – og betales af dem der har en p-plads). Denne betaling dækker etableringen af infrastrukturen.

 

Derudover skal du betale for opsætning af en ladestander fra Clever når du vil påbegynde ladning af din bil. Med Clever ejer du ikke ladestanderen, men ”låner” den, og du betaler kun for opsætningen (ca kr. 6.000,- incl moms). I  modellen som vi viste på generalforsamlingen tog vi udgangspunkt i at beboeren ejede ladestanderen, og her regnede vi med en omkostning på kr. 13.750.- incl. moms (estimeret).

 

 

Hvilke løbende udgifter har jeg til ladestanderen?

 

Med Clever er der ingen løbende udgifter. Du betaler kun for strømmen via en af de abonnementsmodeller som Clever tilbyder.

 

 

Hvornår kan jeg få etableret en lader på min p-plads?

 

Vi starter med at opsætte de ladere der skal bruges i 2022 og 2023. Herefter regner vi med at opsætte ladere hver 6 måned baseret på at beboerne får el-biler. Vi regner med at infrastrukturen er på plads og etablerng af lader kan finde sted i 4 kvartal. For beboere i nr. 2, 4 og 6 måske allerede i 3 kvartal.

 

 

Bliver der mulighed for at gæster kan lade deres bil?

 

Ja, der etableres en dobbeltlader på gæsteparkeringen. Den kommer til at stå ud imod savannen, cirka ud for carportene mellem nr. 7 og 9.

 

 

Hvad nu hvis jeg ikke ved hvornår jeg vil have en el-bil?

 

Det betyder ikke noget. Grunden til at vi siger at vi etablerer nye ladere hver 6 måned er kun for at få en bedre pris fra elektrikeren der sætter laderne op. Hvis du har besluttet dig for at få en el-bil skal du blot rette henvendelse til  foreningen og vi sørger for at der opsættes en lader ved din p-plads.

 

 

Hvem skal jeg tale med om abonnement og betaling for strøm mv.?

 

Abonnement, ladning og betaling af strøm indgår i dit kundeforhold med Clever. Du indgår en aftale med Clever med et abonnement der passer dig, og alle spørgsmål i relation til dette skal tages med Clever. Clever er i øjeblikket ved at opbygge et omfattende website til boligforeninger som vi får adgang til når det er klar.

 

 

Kan jeg i denne model dele en lader med min nabo?

 

Ja, det kan du i princippet godt. Da vi har reduceret udgiften ved etablering til kun at omfatte selve opsætningen, og du ikke har nogle løbende udgifter, så anbefaler bestyrelsen dog at alle får deres egen lader, da det også vil reducere  besværet med at skulle planlægge hvornår man lader mv.

 

 

Hvad nu hvis jeg har bestemt mig for at skulle have en el-bil – og bestilt en lader – og senere ombestemmer mig?

 

Det betyder ikke noget. Hvis selve monteringen af laderen ikke er sat i gang, kan vi blot afbestille din montering indtil du er klar.

 

 

Hvad sker der når jeg flytter fra Dronningens Vænge?

 

Så skal din lader nedtages og sender til Clever. Du skal selv betale for nedtagningen (ligesom du betalte for opsætningen). Hvis køberen af din lejlighed skal bruge en lader kan du dog aftale med ham/hende at laderen bliver siddende.

 

 

Hvad sker der med de 10.000 kr jeg har betalt for etableringen af infrastrukturen hvis jeg sælger min lejlighed?

 

Etableringen af infrastrukturen er en engangsinvestering som ejes af os alle. Køberen af din lejlighed skal således ikke betale for denne investering igen, fordi den allerede er fuldt betalt.

 

Omvendt får du heller ikke penge tilbage fordi du flytter. Det vil sige at etableringen af infrastrukturen er en ikke-omsættelig udgift.

 

 

Kan jeg lade på andre Clever ladere med mit abonnement her på Dronningens Vænge?

 

Ja. Dit abonnement er knyttet til dig, og ikke til Dronningens Vænge. Derfor kan du lade på alle Clever ladere i Danmark incl. deres omfangsrige lynlader netværk på motorvejene. Clever opsætter 10.000 nye ladepunkter i Danmark i perioden fra 2021 - 2026

 

 

Kan andre bruger min lader på min parkeringsplads?

 

Ja, i princippet kan alle bruge din lader hvis de har et Clever abonnement. Din lader bliver dog ikke synlig på Clevers ladeapplikation, dvs at andre bilister udenfor Dronningens Vænge har ikke kendskab til at du har en lader.

 

 

Er der et fastmonteret kabel på min lader?

 

Nej, du skal selv sørge for at have et ladekabel. Det følger ofte med en ny bil, og ellers kan du købe det for mellem 1.500 og 2.000 kr hos T. Hansen eller i byggemarkeder.

 

 

Hvornår har vi så mange elektrificerede biler i bebyggelsen at det påvirker vores strømforsyning til lejligheder og husholdning?

 

Med den valgte model kommer vi ikke til at stå i den situation. Vi etablerer 7 ladeskabe i bebyggelsen hvortil vi køber ”ny strøm” – dvs der lægges ny kapacitet ind fra Radius i takt med at vi får flere elektrificerede biler. Dermed er modellen ubegrænset skalerbar.

 

 

Hvordan kan jeg vide hvad mine 10.000 kr er brugt til?

 

De 10.000 kr dækker anlæg af infrastrukturen og køb af den nødvendige strøm kapacitet. Som meddelt på generalforsamlingen så etableres der et særskilt regnskab (Service 3) for etableringen af el-ladenetværket. Det vil sige at du til enhver tid kan se hvad der er brugt på at etablere infrastruktur og på at købe ny strømkapacitet osv. Bestyrelsen præsenterer dette ”el-laderegnskab” på hver generalforsamling.

 

 

Hvad er ulemperne med Clever løsningen?

 

  • På grund af at Clever etablerer egne el-målere kan vi ikke trække strøm til ladning af batterier til el-cykler i cykelskurene på de samme kabler som vi bruger til at lade bilerne. Det betyder ikke at vi ikke kan etablere ladning af cykelbatterier, men vi skal have etableret det på en anden måde.
  • Du ejer ikke din egen lader – du får den stillet til rådighed. I bestyrelsen ser vi dog det som en fordel fordi vi ikke skal ud at investere i en lader som måske ikke kan bruges det næste sted du flytter hen, og ligeledes har Clever ansvaret for vedligeholdelsen af laderen.
  • Clever bliver undertiden kritiseret for deres ”flat-rate” abonnementer. Det vil sige at du betaler en fast månedlig pris og så kan du lade så meget du vil. Det er naturligvis en fordel jo mere du kører / lader. Vi har dog aftalt med Clever at vores boligforening får adgang til at betale pr KwH hvis nogle ønsker det. Det vil være en fordel for beboere der kører meget lidt. Denne mulighed giver Clever ikke til villaejere – kun til boligforeninger.
< Tilbage